23/11/2025
En bidende kulde griber fat om mig mens jeg bevæger mig igennem det konstante mørke. Det sorte ocean gør plads til enkelte pletter af lys, der tager afsæt fra gadelamper suspenderet i luften.
De hænger og smiler som venlige og passive væsner der er til for at tjene, at behage.
"Kom hen til mig" siger de, "Kom ind i varmen, i kærligheden", en luftig hvisken som syntes at have form som en menneskestemme, men som samtidigt er kold og sjæleløs.
Alligevel drages jeg af hver lyskegle, de skikkelser som lyset syntes at forme, en kvinde der i en frakke smiler, en far der bærer sin dreng, allesammen forbundet af det samme varme guddommelige stads der drager dem mod hinanden, og mig mod dem. Men hver gang jeg række min arm ind i lyset i søgen efter en hånd, fordufter de lykkelige spøgelser, og jeg bliver i stedet mødt af kulden, af det uendelige ingenting.
Der er ingen mennesker tilbage, der er kun mig.
I starten var det ikke så nedslående. Det var som at de lænker der havde bundet mig fast pludselig gik i opløsning, og jeg blev smidig, jeg kunne springe så langt, og hoppe så højt. Jeg hoppede fra tag til tag gennem byen, det storslåede og skønne landskab.
Naturen, som var lige så fri og skødesløs som mig, den tog ingen hensyn, den bandt mig aldrig. Og jeg gjorde de ting som jeg i alt hemmelighed, endda uden selv at vide, altid havde ønsket.
Jeg blev blød og viskøs, og jeg flød ud af min skal og lagde mig som en tyk krem henover by og mark og skov. Mine lange arme greb hvad de kunne, og jeg lod mig betage, jeg lod min nysgerrighed trække mig hvorend den ville. Sådan gik jeg rundt og rørte hvert enkelt ting, jeg smilede til verden omkring mig, og verden smilede også, et blødt smil.
Men selvom jeg så verden i øjnene, så mødte jeg aldrig dets blik. Det bløde smil var ikke rettet mod mig. Og jeg følte aldrig en varm hånd på mind skulder, eller noget kys, eller agen.
En skygge fulgte efter mig, og den voksede i størrelse og kom tættere på. Træerne gav et ondsindet og nedladende grin, og fuglene som jeg før talte som mine uskyldige venner syntes nu at kredse faretruende om mig.
Mørket kom, og med mørket en stærk vind, og bittesmå spidse regndråber, som lod sig bærer af, og dermed også gav synlig form, til den kuling der regelmæssigt om-bestemte sig om hvilken retning den skulle blæse. Vinden og de små våde partikler udgjorde en flod der strømmede ned langs gader og slog sig voldsomt op ad bygninger.
Der var stadig enkelte oplyste vinduer, glas stærkt nok til at holder elementerne ude. Ofte skete det at lyset fra stuerne flimrede i mit syns periferi, og mit hoved vendte sig instinktivt. Var der nogen? Men der ville aldrig gå længe før jeg vendte hovedet tilbage igen.
Der er en benægtelse som eksisterer dybt inde i mig, en benægtelse af at jeg er alene i denne verden, et lille lysglimt og håb, min indre lampe. Det er den som gør mig ensom, for den giver mig et falsk håb, den giver varme drømme om natten, men også fortvivlelse ved dagens kulde.
Hvis bare jeg kunne slukke det lys, som stadig lænker mig fast til en fortid der aldrig kan komme igen.
Det ville være at åbne porten til guds rige.